Overgang fra vuggestue til børnehave
Når vuggestuebørnene nærmer sig 2 år og 10 måneder, skal de begynde i børnehave.
Cirka to måneder inden børnehavestart begynder barnet at besøge børnehaven sammen med en voksen og en lille børnegruppe fra vuggestuen.
Vi er et lille hus, som ofte mødes på tværs af stuer og børnegrupper – både på legepladsen og i fællesrummet – og derfor oplever vi, at overgangen til børnehave er meget glidende og tryg for børnene. Alligevel anbefaler vi at give børnene nogle korte dage i starten. Er der børn, der har brug for en mere fast indkøringsplan, tilbyder vi selvfølgelig også det.
Overgang fra børnehave til skole
I Nordlys har vi aldersopdelte børnehavegrupper. I storbørnsgruppen arbejder vi med at give børnene de bedste forudsætninger for at starte i skole og skabe kendskab til den nye hverdag, der venter. Vi har fokus på demokrati, inddragelse, venskaber, fællesskaber og sociale kompetencer. Vi arbejder både med selvhjulpenhed, at hjælpe andre og tage hensyn til hinanden.
Vi arbejder med børnedemokrati og med at give børnene en særlig stemme. De kommende skolestartere bliver inddraget i organiseringen af flere af husets traditioner, hvor de får nogle særlige opgaver. Til 'Bag for en sag' har de blandt andet ansvar for bagesalget, og børnene har også tidligere stået for at arrangere en pyjamasfest med nattøj, bamser, puder og popcorn.
Vi har et stærkt samarbejde med Gerbrandskolen, som ligger lige ved siden af Nordlys, og i løbet af året besøger vi skolens KKFO.