I Nordlys har vi et køkken, der hver dag laver lækker og varieret mad til børnene. Vi tilbyder både morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.
Vi har Det Økologiske Spisemærke i guld, og vi lægger vægt på, at børnene får sunde og varierede måltider, som giver mætte, glade og veltilpasse børn. Vores måltider er bæredygtige og klimavenlige, og vi er bevidste om, at valget af råvarer er vigtigt.
Vi har en mad- & måltidspolitik, hvori vi har nedskrevet en række principper for, hvordan vi arbejder med måltidet.
Det gør sig blandt andet gældende ved at:
- Børnene er med til at hente maden i køkkenet, til at dække bord og rydde af bordet
- Børnene skal lære at spise selv. De øver selvhjulpenhed ved selv at øse op, hælde vand op, tørre op efter sig, samle op når noget tabes osv.
- Alle børn får mulighed for at være med i tilberedning af udvalgte måltider
- Medarbejderne sidder ved bordene og er nærværende, dvs. undgår så vidt muligt at forlade bordet. De sørger for hjemlig atmosfære og gode samtaler ved bordene.
- Personalet lærer børnene at være en del af børnefællesskabet.
- Vi taler om, hvad det er vi spiser, hvordan det smager, hvordan det ser ud, hvordan det føles i munden og hvor maden kommer fra.
Det pædagogiske måltid
Vi har sammensat vores pædagogiske hverdag, så der er stor sammenhæng mellem arbejdet omkring maden i køkkenet og det pædagogiske arbejde ude på stuerne. Vores børn har blandt andet en ugentlig maddag, hvor de får forskellige opgaver fra køkkenet, som de sammen med det pædagogiske personale løser på stuerne. Opgaverne kan variere fra at bygge sin egen pizza, bage boller, skrælle gulerødder eller hakke løg. Vi tror på, at det er vigtigt, at børnene lærer, hvor maden kommer fra, og at de bliver inddraget i processen omkring madlavningen.
I huset har vi plakater hængende med billeder af en masse forskellige madvarer, så man som barn og forælder kan tale om de råvarer, vi bruger. Når man kommer ind i huset, har vi også en lille bakke med månedens grøntsager stående, som børnene frit kan tage og føle på og tale om.
Alt sammen har til formål at give børnene en bred viden om det vi spiser.
Sukkerpolitik og fødselsdage
Nordlys er ”sukkerfri”. Vi har et par årlige begivenheder (sommerfest, samt julefest), hvor institutionen serverer lidt sødt for børnene. Ud over disse to dage, så serverer vi ikke sukker i hverdagen. For os handler det om at have en holdning til det, vi spiser, og skabe en god madkultur fra starten. Vi har lært meget om at være ”sukkerfri”, og de erfaringer vil vi gerne dele med jer.
Til jeres barns fødselsdag er I velkommen til at medbringe noget spiseligt, som barnet kan dele ud på stuen. I den anledning så gælder vores sukkerpolitik forsat. Vi vil gerne hjælpe jer med at finde alternativer til sukker og søde sager.