I Nordlys elsker vi at feste sammen med børnene, og vi fejrer alt det, der kan fejres. Det behøver ikke kun være de store begivenheder - det kan også bare være, at det er torsdag, og vi synes, at dagen trænger til lidt ekstra glimmer. Traditioner og fejringer bidrager til fællesskabsfølelsen, og fællesskabet betyder meget her i Nordlys. Når vi er sammen om noget mærker vi, at vi er en del af noget større end os selv og den stue, vi går på.
Fredagssang
Hver fredag synger hele Nordlys sammen i fællesrummet. Hver stue skiftes til at arrangere, og i fællesrummet har vi både klaver og guitar. Fællessang tager udgangspunkt i aktuelle pædagogiske temaer, projekter, årstider eller traditioner.
Nordlys' fødselsdag
Den 1. februar har Nordlys fødselsdag, og det skal selvfølgelig fejres med fødselsdagssang, balloner og flag. Det er tradition, at det er vores ældste børnehavebørn fra Rumlepotten, der får lov at bestemme dagens menu og aktiviteter.
Fastelavn
Vi mødes i fællesrummet, synger og viser de flotte kostumer frem. Efterfølgende bliver katten slået af tønden, og vi finder årets kattekonge og dronning.
Påske
I ugerne op til påske sysler stuerne med påskeklip og med at plante og så. Fredag inden påskeugen holder vi påskefrokost for alle børnene.
Plantedag
I maj har vi vores årlige plantedag, hvor forældre og bedsteforældre sammen med børnene sætter blomster og planter ud i vores krukker og plantekasser på legepladsen. I tiden op til plantedagen har børnene forspiret frø på stuerne, så alle også kan få en lille spire med hjem.
Sommerfest
Sommerfest i Nordlys holdes den anden torsdag i juni måned. Der er mulighed for at møde andre forældre og børn på tværs af stuerne. Vores "gamle" skolebørn er også velkomne til festen.
Forældrerådet planlægger og arrangerer sommerfesten.
Bag for en sag
Hvert år i oktober deltager vi i Bag for en Sag. Vi bager, sælger bagværket og donerer pengene fra vores indsamling til BørneTelefonen.
Jul
Den anden uge i december holder vi julefest for børn og forældre. De største børn i børnehaven går Lucia-optog, og der er kreative værksteder på stuerne. .
I den tredje uge i december afholder vi julemiddag for institutionens børn. Det er på traditionel vis med flæskesteg, and, rødkål, kartofler og sovs.
I samme uge spiser vi risengrød, får besøg af julemanden og danser om juletræet.
Vi har også et tæt samarbejde med Filips Kirke, og børnehaven tager gerne forbi kirken og synger nogle julesalmer og danser om juletræ.